Recepter

På denne side vil du kunne finde recepter på alskens kryddersnaps. I og med at indgredienser som urter og bær varierer i styrke alt efter voksested og høstår vil opskrifterne være anvisende. Du skal også tage hensyn til hvor kraftig en brændevin du anvender. Vodka eller en Geyser fra Netto er milde i smagen, mens den klassiske Brøndumssnaps er kraftigere.
  
Julesnaps eller Orangelikør

Opskriften på denne likør fik jeg af en kollega. Den smager rigtig godt, så tak skal du have Mie.

Ingredienser til 1 flaske Orangelikør: 1 økologiks appelsin, 200 g. lyst rørsukker, ½ dl. økologiske kaffebønner, 2 vaniliestænger, 1 stk kanlebark og 1 flaske Brøndumssnaps klar eller anden klar brændevin.

Efter appelsinen er skyllet og tørret, prikkes der hul i den hele vejen rundt med en gaffel, hvorefter den lægges i et stort patentglas eller lign. Har du ikke et tilstrækkeligt stort glas kan appelsinen skæres i kvarter.. Dernæst tilsættes sukker og kaffe-bønner (jeg brugte kun 150 gram sukker og den er stadig ganske sød). Vaniliestængerne flækkes og lægges i glasset sammen med kanelstangen, for så til sidst at tilsætte snapsen og lukke glasset.

I de dage hvor snapsen trækker, skal den rystes dagligt, med rolige bevægelser.

I den oprindelige opskrift står der at trækketiden er 40 dage, men min nysgerrighed og tålmodighed gjorde at jeg fra dag 25 smagte på snapsen. Efter yderligere 6 dage mente jeg den havde trukket tilstrækkeligt og siede ingridienserne fra. Likøren er klar, den har en varm gul farve og smagen minder meget om Grand Marnier.

Himmerlandsk Djævlebjesk
Da denne snaps er ganske kraftig spiller det ikke den store rolle hvilken snaps du anvender. Du kan således bruge Vodka, Geyser eller Brøndumssnaps - alt efter smag og behag.

Start med at rengøre en eller to chili, som du flækker og fjerner frøene fra. Dernæst lægger du dem i et stort syltetøjsglas og overhælder dem med brændevin. Når der er gået en to-tre timer smager du på snapsen for at se om den har fået en god snært af chili. Afhængig af chiliens styrke kan det nogle gange være tilstrækkeligt med en trækketid på to-tre timer, andre gange skal den stå lidt længere. Men du må endelig ikke glemme den, da den i så fald bliver en ganske hidsig essens.

Når du synes brændevinen har fået en god smag af chili, fjerner du dem fra glasset og tilsætter lakdridsroden. Her skal du anvende en til to lakridsstænger, som du knækker i mindre stykker. Den skal trække fra tre til syv dage, helst ikke mere, da lakridsroden kan miste noget af sin sødme.

Det kan være det er nødvendigt at filtrere snapsen gennem et kaffefilter, da lakridsroden kan give noget bundfald. Men farven plejer at være klar og gylden. Den færdige essens kan fortyndes med brændevin. God fornøjelse.