søndag den 16. januar 2011

Himmerlandsk Djævlebjesk

Dette er en snaps, der plejer at falde i de flestes smag, derfor bliver det den først kryddersnaps der her skal præsenteres. Fra lakridsroden har snapsen sin bløde og runde smag, mens den intense varme kommer fra de friske chili. Farven er som oftes klar og gylden og ingredienserne har gode helsebringende effekter.

Da denne snaps er ganske kraftig spiller det ikke den store rolle hvilken snaps du anvender. Du kan således bruge Vodka, Geyser eller Brøndumssnaps - alt efter smag og behag.

Start med at rengøre en eller to chili, som du flækker og fjerner frøene fra. Dernæst lægger du dem i et stort syltetøjsglas og overhælder dem med brændevin. Når der er gået en to-tre timer smager du på snapsen for at se om den har fået en god snært af chili. Afhængig af chiliens styrke kan det nogle gange være tilstrækkeligt med en trækketid på to-tre timer, andre gange skal den stå lidt længere. Men du må endelig ikke glemme den, da den i så fald bliver en ganske hidsig essens.
Når du synes brændevinen har fået en god smag af chili, fjerner du dem og tilsætter lakdridsroden. Her skal du anvende en til to lakridsstænger, som du knækker i mindre stykker. Den skal trække fra tre til syv dage, helst ikke mere, da lakridsroden kan miste noget af sin sødme.

Det kan være det er nødvendigt at filtrere snapsen gennem et kaffefilter, da lakridsroden kan give noget bundfald. Men farven plejer at være klar og gylden. Den færdige essens kan fortyndes med brændevin. God fornøjelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar